Moderne islams akilleshæl & Vestens forfald


Det Nye Testamente

Lukasevangeliet, Kapitel 12

V2-3: "Der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Derfor: Hvad I har sagt i mørket, skal blive hørt i lyset, og hvad I inde i kamrene har hvisket folk i ørerne, skal prædikes ud fra tagene."

Koranen

3 'Imrans Slægt (آل عمران)

V29: "Hvad enten I skjuler det, der er i jeres hjerte, eller bringer det for dagen, så ved Allah det. Han ved hvad der er i himlene og på jorden. Allah har magt over alt."




Moderne islams akilleshæl

I en tid hvor verden er i opløsning er det vigtigt at vi som mennesker også kigger indad og taler åbent og ærligt fremfor at lukke os om os selv.

Som mange muslimer ved er beretningerne om Profeten Muhammad i hadith-litteraturen inddelt i kategorier alt efter deres troværdighed. Der er altså en erkendelse af, at det er vandrehistorier på lige fod med evangelierne om Jesus og ikke guddommelig åbenbaring som Koranen.


"Vi har nedsendt Skriften til at klarlægge alting, og som en retledning og barmhjertighed og et glædeligt budskab til dem der overgiver sig til Ham."

Koranen 16:89


Når man som muslim tager afstand til Bibelen og Toraen er det ofte på grund af krænkende beretninger om Allah og profeterne, som f.eks. Mosebøgernes beretning om Lot og hans incestuøse forhold til sine døtre. ¹

På samme måde bør man tage afstand til æreskrænkende beretninger om Profeten Muhammad, som beretningen om at han skulle have indgået ægteskab med Aisha da hun kun var 6 år gammel.² Nogle mennesker vil forsvare denne beretning med at "det var en anden tid", men så snart vi anerkender at Allah er uafhængig af tid falder dette argument til jorden.³

Hadith-litteraturen danner grundlag for en stor del af den juridiske og lovgivende magt i moderne islam, hvilket skaber grobund for en organiseret religion, hvor magthavere kan fortolke og forme religionen i den retning de ønsker, på trods af at Allah gentagne gange advarer om dette i Koranen.⁴


"Han er den der har nedsendt Skriften til dig. I den er nogle vers klare (og utvetydige); de er Skriftens grundlag, og nogle vers er flertydige. De, der er vigende i hjertet, følger dog det der er flertydigt deri, i ønsket om at skabe splid og fortolke den (efter behag). Men ingen kender deres virkelige betydning foruden Allah."

Koranen 3:7


Selvom der er en erkendelse af at ikke alle hadith er troværdige, hersker der en stor modvilje og berøringsangst for at tale åbent omkring de kontroversielle beretninger om kvinders manglende intelligens⁵, ægteskab uden direkte samtykke⁶, sex uden samtykke⁷, tortur⁸, stening⁹ og dødsstraf af frafaldne muslimer¹⁰, da store dele af det magtudøvende fundament hviler på disse beretninger, på trods af at de går imod den høje moral i Koranen.¹¹


"Der er ingen tvang i religionen; retledningen er tydelig fra vildfarelsen"

Koranen 2:256


Frygten for at anerkende det modstridende i disse "autentiske" beretninger hviler med stor sandsynlighed på, at dette ville fjerne grundlaget for enhver statslig eller militant magtudøvelse og dermed anerkende Allah som den eneste dømmende magt.


"Således lod Vi i enhver by dens overhoveder til at være dens (største) syndere, så de kunne udtænke snedige træk deri. Men det er kun mod sig selv de udtænker snedige træk, uden at de aner det."

Koranen 6:123


Fjerner man et kort falder korthuset altså sammen. Det åbenlyst selvmodsigende i dette system finder vi endda i selve hadith-litteraturen, hvor der advares imod enhver videreudvikling af religionen og Koranens autoritet understreges.¹²


"Skriv ikke andet ned fra mig. Og den, der har skrevet andet end Koranen ned fra mig, skal slette det."

Sahih Muslim 3004


Vi må altså gå ud fra at Profeten Muhammad ønskede at vi skulle følge Koranen og ikke en samling vandrehistorier udarbejdet flere hundrede år efter hans død.

Der advares ligeledes i en anden beretning om denne tiltagende afvigelse og videreudvikling i religionen, hvor Profeten Muhammad beskriver denne trussel som værende intern med rødder i hans eget folk.¹³

I et andet eksempel advares der om, at religionen vil blive opdelt i 73 grene¹⁴ hvoraf kun dem som følger profetens levevis vil undgå ildens straf. Profetens levevis var ifølge beretningerne Koranen ¹⁵ og af åbenlyse årsager ikke hadith-litteraturen.

Så ønsker man at følge Profetens levevis må man altså læse i Koranen.


"Profeten sagde: 'Jeg vil være jeres forgænger ved bassinet (Al-Kauthar), og nogle mænd iblandt jer vil blive bragt til mig. Når jeg forsøger at række dem noget vand, vil de blive rykket væk fra mig med magt, hvorpå jeg vil sige: 'Åh Herre, mine ledsagere!' Det vil da blive sagt: 'Du ved ikke, hvad de fandt på af nye ting i religionen efter dig.'"

Sahih al-Bukhari 7049


Når det så er sagt betyder det jo ikke at man ikke bør lade sig inspirerer af de positive beretninger om profeterne i de tidligere skrifter og hadith-litteraturen, men når det går direkte imod moralen i Koranen bliver det svært at stå inde for uden at forfalde til hykleri.


Demokratisk Jihad

Med denne vigtige erkendelse i baghovedet tyder meget på at islam og Koranen har løsningen på mange af Vestens selvskabte problemer, som er opstået som følge af forbrugersamfundets opfordring til individualisme og opbrud med grundlæggende værdier omkring familien som fundament og grænser for seksualisering i kulturen.

Mens et stigende antal feminister, med inspiration fra Emma Holten, sælger sig selv på OnlyFans for at "tage ejerskab over deres krop" med drømmen om at kunne forsørge sig selv som hjemmegående "Boss Bitch" og arbejdende familiemødre klager over fænomenet "mental load", fritager islam kvinden fra forsørgerrollen¹⁶ hvilket giver hende mulighed for at fokusere på opdragelsen af sine børn og at varetage familiens hjem.

Derudover opfordres begge køn til at beskytte sig selv imod det modsatte køns sultne blikke, hvilket unægteligt er lettere med tøj på.


"Sig til de troende mænd at de skal holde deres blik tilbage og værne om deres køn"

Koranen 24:30


Det er heller ikke nogen hemmelighed, at den danske drukkultur stadig lever i bedste velgående, men som enhver der har været til morgenfest med kokain og bajere ved, er prisen for sådan en fest både dyr for pengepungen og samvittigheden.

Samtidig ser vi en stor spilafhængighed blandt danskerne, i form af både de traditionelle enarmede tyveknægte men også de moderne former for gambling som aktieinvesteringer og køb og salg af kryptovaluta, som oftest er drevet af håbet om at blive økonomisk uafhængig af hamsterhjulet.


"De spørger dig om vin og hasardspil. Sig: 'Der er bestemt en stor synd ved begge, men også nogen (verdslig) fortjeneste for folk. Synden er dog større end fortjenesten. Og de spørger dig, hvad de skal give bort (i Guds sag). Sig: 'Det I har tilovers.'"

Koranen 2:219


Som følge af det stigende pres fra statens uddannelsesinstitutioner ser vi en stigende mistrivsel blandt børn og unge som oftest udmunder i en diagnose i psykiatrien, hvor den mest udbredte er ADHD. En medfødt fejl i hjernen som ingen kan bevise, som skal behandles med amfetamin. Men lægerne vil ikke kalde det for amfetamin. De vil kalde det for medicin.

Det sekulære samfund har altså institutionaliseret alt opdragelse og omsorg med henblik på at forme borgeren til at underkaste sig staten og reduceret familiens påvirkning på det enkelte individ til et absolut minimum. Fagre nye verden!¹⁷

Ligeledes ser vi i stigende grad unge mennesker som føler sig fanget i deres egen krop og insisterer på at blive tiltalt med de non-binære pronominer "de/dem", som var de af kongeslægt, og i yderste instans får skåret deres kønsorganer af i håbet om at skifte køn.

I Koranen advares der tydeligt imod satans ønske om at ændre Allahs skaberværk.


"og jeg vil bestemt lede dem vild og vække deres (verdslige) begær! Jeg vil befale dem at snitte ørerne af kvæget, og jeg vil befale dem at lave om på det som Allah har skabt!"

Koranen 4:119


En tendens som ikke kun ses blandt de transkønnede, men også i udpræget grad blandt kønsnormative personer i form af tatoveringer, lipfiller og plastikkirugi.

Går vi endnu dybere finder vi paradoksalt nok også denne tendens til permanent ændring af skabelsen i islams egne rækker, i form af hadith-litteraturens beretning om påbudt omskæring.¹⁸ Oprindeligt en jødisk tradition med rødder i Mosebøgernes fortælling om Abrahams pagt med Gud.


"Men en uomskåret mand, en, hvis forhud ikke er omskåret, skal udryddes fra sit folk. Han har brudt min pagt."

1 Mosebog, Kapitel 17, vers 14


Kigger man derimod i Koranen må man antage at Allah bedst ved hvorfor vores kroppe er skabt som de er.


"Vi har sandelig skabt mennesket i den skønneste form"

Koranen 95:4


I et mislykket forsøg, forsøgte Copenhagen Pride i 2024 at vise solidaritet med det palæstinensiske folk, hvilket resulterede i at de mistede støtten fra en lang række virksomheder herunder Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Ørsted, Danske Bank, Nykredit, Netto, Tryg, Egmont, LEGO, Illum, Matas, Microsoft og Google.

Det blev en dyr omgang for Copenhagen Pride, som efterfølgende trak kravet tilbage om, at deres sponsorer skulle bekende kulør i konflikten mellem Palæstina og Israel.

Det er altså ikke noget at være stolt over…

Som følge af denne kulturkristne nihilisme der hersker blandt danskerne, forsøgte tidligere kirkeminister Morten Dahlin at kalde til "åndelig oprustning" som et led i politikernes ønske om et styrket beredskab, en form for demokratisk jihad. Samtidig klager den almene dansker over kirkeklokkerne. De larmer for meget i en verden fuld af støj.


Horus, Dajjal og dualitet

Mennesket er konstant i en kamp mod sit eget ego og denne ophøjelse og selvdyrkelse har præget mange samfund igennem tiden. Oldtidens egyptere dyrkede de menneskelignende guder Osiris, Isis og Horus der personificerede naturens kræfter og livets cyklus, oftest gengivet gennem familiedramaet mellem de 3 guder og antagonisten Set der fjerner Horus' ene øje i kampen om kongemagten.¹⁹ På samme måde finder vi i den nordiske mytologi fortællingen om ase-kongen Odin der må ofre sit ene øje for at opnå åndelig indsigt²⁰ og et lignende drama mellem asernes eksisterende samfundsorden og jætternes kaotiske urkræfter, der kolliderer på dommedagen, Ragnarok. 

Fælles for begge mytologier er, at der er en forestilling om, at særligt udvalgte mennesker har mulighed for at manifestere disse naturkræfter gennem en transcendental tilknytning til disse arketypiske gudebilleder.²¹

Denne tanke om "særligt udvalgte" skaber et tydeligt hierarki som et politisk virkemiddel i en samfundsorden, der adskiller eliten fra slaverne.

I oldtidens Ægypten troede farao, at han var den fysiske inkarnation af Horus, den retmæssige arvtager af kongemagten. 

I nutidens Danmark er København blevet en moderne Asgård, beskyttet af en betalingsmur i form af stigende boligpriser, der holder de fattige jætter ude og centraliserer magten hos kulturelitens aseslægt. 

I jødedommen ser vi ligeledes denne idé om en "særligt udvalgt" slægt, som udelukker den almindelige mand fra det magtfulde præsteembede som ifølge Mosebøgerne tilkommer Arons slægt og ligefrem tillader drab af enhver udefrakommende som måtte nærme sig denne magtposition.²²


"O mennesker! Vi skabte jer af mand og kvinde og gjorde jer til folk og stammer så I kunne kende hinanden."

Koranen 49:13


Personificeringen af det guddommelige ses også tydeligt i kristendommen i form af Jesus' allegoriske rolle som stedfortræder og søn af Gud.²³

Mennesket har altså en iboende trang til at ophøje sig selv til det guddommelige plan eller med andre ord forsøge at trække Gud ned på vores niveau.

For at dette kan lade sig gøre bliver man nødt til at omfavne idéen om dualitet, populært visualiseret som Ying og Yang, som i grove træk er tanken om at mørket ikke kan eksistere uden lyset og omvendt.


"Det gode og det onde er ikke lige. Afværg det onde med noget der er smukkere, og så vil den som du havde et fjendskab til blive som en hjertelig ven."

Koranen 41:34


Men hvis sandheden er at der findes løgne må der altså eksistere en absolut sandhed hævet over enhver form for relativisme og dualisme.²⁴

I moderne tid ses personificeringen af denne dualistiske tanke oftest som Baphomet, en tvekønnet menneskeskikkelse med gedehoved, et billede mange forbinder med satan.

Tidligere personificeringer af denne idé er gnosticismens Yaldabaoth, en løve med slangekrop der beskrives som en blind skaber af det materielle univers, der tror han er Gud.²⁵

Denne tanke om det materielle univers som en "lavere" verden som man skal forsøge at afvise er langt fra ny og af denne årsag har fasten også været fast inventar i alle de store verdensreligioner vi kender i dag, som et direkte redskab til at komme i kontakt med den åndelige verden.

Det er tydeligt for enhver iagttager af den moderne verden at vi lever i en tid præget af materiel overflod. Du kan få leveret mad til døren i alle døgnets timer og hvis du bliver overvægtig af at spise kan du købe dig mæt i vægttabsmedicinen Wegovy.

Alting har selvfølgelig en pris.

Siden anden verdenskrig har dollaren været symbolet på denne materielle velstand og de ældgamle symboler fra oldtidens Ægypten i form af pyramiden og øjet er da også forseglet på 1-dollar sedlen med teksten "Annuit Cæptis" som kan oversættes til "Det guddommelige forsyn godkender vores foretagende".

Som modstykke til denne dyrkelse af personificerede og materielle guder finder vi i den islamiske eskatologi beretningen om den falske messias, Dajjal.

Han beskrives som en et-øjet bedrager, der gennem illusionen om materielle goder vil friste menneskene til at følge ham for til sidst at udgive sig selv for at være Gud.²⁶


"Engang stod Allahs Sendebud iblandt folk, priste og ophøjede Allah, som Han fortjener det, og nævnte derefter Dajjal, idet han sagde: 'Jeg advarer jer imod ham (dvs. Dajjal), og der var ikke én profet, som ikke advarede sit folk imod ham. Uden tvivl advarede Noah sit folk imod ham, men jeg vil fortælle jer noget om ham, som ingen profet før mig har fortalt sit folk. I skal vide, at han er enøjet, og Allah er ikke enøjet.'"

Sahih al-Bukhari 3337


Med denne information i baghovedet er det ikke svært at regne ud hvorfor den moderne vestlige verden i årtier har bekæmpet islam, da religionen står i direkte kontrast til det etablerede forbrugersamfund.

Men uanset hvem der har mistet sit øje, er det vigtigt at huske på Jesus' ord der gør op med jødedommens²⁷ og islams²⁸ forestillinger om at hævn skulle gavne mennesket:


"I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til"

Matthæusevangeliet, Kapitel 5, vers 38-39


Øje for øje gør som bekendt hele verden blind…


Menneskets prøvelse

Når vi snakker om den moderne verdens forfald så er det vigtigt at huske på at kampen imod det onde i os selv og omkring os ikke er en ny prøvelse, men en opgave der strækker sig tilbage til Adam og Eva.¹⁹ Man kan altså ikke oprette en "perfekt" jødisk, kristen eller islamisk stat der med vold og magt forbyder utroskab, alkohol og homoseksuelle og så tro at prøvelserne under den laveste himmel er overstået.

Heldigvis vidner det nordiske dommedags-digt "Vølvens Spådom" om en øverste Gud, der på dommedag vil dømme imellem alle levende skabninger.


"Da kommer den mægtige

Når der mødes til Doms

Fra oven han kommer

For alt han råder

Domsord han siger

Strid han jævner

Giver hellige love

Som holdes skulle"

Vølvens Spådom vers 66


Man kan altså ikke sige Valhalla uden Allah.


Kilder:

¹  1 Mosebog, Kapitel 19

² Sahih al-Bukhari 5134, Sahih al-Bukhari 3894, Sahih Muslim 1422

Omvendt nævner Koranen at man i paradiset vil have jævnaldrende partnere: Koranen 78:33

³ Koranen 2:255

⁴ Koranen 6:123, Koranen 2:79, Koranen 17:36

⁵ Sahih al-Bukhari 304

Omvendt vidner Koranen om at alle mennesker er skabt af den samme sjæl, at mænd og kvinder er hinandens beskyttere og at både mænd og kvinder står til regnskab for deres handlinger: Koranen 4:1, Koranen 9:71, Koranen 33:35

⁶ Sahih al-Bukhari 5136

⁷ Sahih al-Bukhari 3237

⁸ Sahih al-Bukhari 233

Omvendt opfordrer Koranen til at tilgive frem for at hævne sig: Koranen 42:40

⁹ Sahih Muslim 1691

Koranen nævner specifikt at der skal uddeles 100 piskeslag som straf for utroskab og altså ingen dødsstraf ved stening: Koranen 24:2

¹⁰ Sahih al-Bukhari 3017

I Koranen tillades dødsstraf af frafaldne muslimer, men kun i forbindelse med selvforsvar: Koranen 4:89-91

Derudover understreger Koranen at man har mulighed for tilgivelse efter frafald: 3:86-89

¹¹ Koranen 5:28: "Selvom du rækker hånden ud for at dræbe mig, vil jeg ikke række min hånd ud for at dræbe dig, idet jeg frygter Allâh, alverdens Herre og Forsørger."

¹² Sahih Muslim 867

¹³ Sahih al-Bukhari 7084

¹⁴ Jami at-Tirmidhi 2641

¹⁵ Sahih Muslim 746

¹⁶ Koranen 4:34

¹⁷ Aldous Huxley - Fagre nye verden (1932)

¹⁸ Sahih al-Bukhari 5891

¹⁹ J. P. Sørensen, Ægyptisk religion i oldtiden, side 12-15

²⁰ Vølvens Spådom vers 24

²¹ J. P. Sørensen, Ægyptisk religion i oldtiden, side 15

²² 4 Mosebog, Kapitel 3 vers 10

²³ Johannesevangeliet, Kapitel 14 vers 9

²⁴ Platon, Aristoteles

²⁵ Apocryphon of John

²⁶ Sahih Muslim 2938, Sahih al-Bukhari 3338

²⁷ Anden Mosebog, Kapitel 21 vers 23-25

²⁸ Koranen 5:46

²⁹ Koranen 20:121, 1 Mosebog, Kapitel 3